Dette er Carl Stahl A/S’ første ESG rapport. Vi oplever, at der kommer stadig større fokus på ESG, både i markedet generelt og helt konkret fra vores kunder, som i stigende grad forventer dokumentation, transparens og klare ambitioner. For os er rapporten derfor et vigtigt skridt og en måde at samle vores indsatser, sætte retning og gøre det tydeligt, hvordan vi arbejder med bæredygtighed i praksis.
MENNESKER FØRST
Vores udgangspunkt er enkelt. Det allervigtigste er menneskene. Medarbejderne, som får virksomheden til at fungere, og kunderne, som vi er sat i verden for at hjælpe. Vi kan have nok så stærke IT løsninger, produkter og processer, men hvis vores medarbejdere ikke trives og har lysten til at lytte, rådgive og løse kundernes ud-fordringer, skaber vi ikke den værdi, vi ønsker.
SIKKERHED SOM FUNDAMENT
Vores medarbejderes og kunders sikkerhed er fundamentet for alt, hvad vi gør. Det betyder først og fremmest, at vores medarbejdere skal kunne gå sikkert på arbejde og komme sikkert hjem, hver dag. Det betyder også, at vores kunder skal kunne føle sig trygge og have tillid til, at der er styr på sikkerheden, når de handler med os, og når vores løsninger bliver taget i brug i praksis. Derfor arbejder vi systematisk med sikkerhed i både rådgivning, dokumentation og udførelse, og vi stiller tydelige krav til vores leverandører og samarbejdspartnere, så sikkerheden er tænkt ind hele vejen gennem værdikæden. Det hænger tæt sammen med vores retning og kultur, og med den måde vi vil skabe langsigtet værdi for kunderne på gennem kvalitet, ansvarlighed og høj faglighed.
LEDELSE OG FAGLIGHED
Vi er en branche med mange lovkrav, standarder og dokumentationskrav. Vores rådgivning og løsninger skal være korrekte, også når produkter og standarder kombineres på tværs. Det kræver høj faglighed og en lang oplæringsperiode. Derfor er trivsel, motivation og udvikling afgørende, hvis vi både skal kunne tiltrække de rette mennesker og fastholde dem, når de først er uddannede hos os.
I år har vi haft et stærkt fokus på ledelse. Store beslutninger træffes
i fællesskab i ledergruppen, og jeg lægger vægt på at omgive mig med kompetente ledere, der tager ejerskab. God ledelse forplanter sig i organisationen og er en forudsætning for både sikkerhed, kvalitet og en stærk kultur.
Samtidig har vi arbejdet målrettet med kunderejsen for at kunne møde nye krav hurtigere og mere præcist. Det giver os et bedre grundlag for at forbedre processer, udvikle vores tilbud og prioritere innovation der hvor den gør en reel forskel for kunden. Vores mål er at gøre det enkelt at vælge den rigtige løsning og trygt at bruge den.
MED BLIKKET RETTET FREMAD
Vi bygger videre på det, vi tror på, mennesker først og sikkerhed som fundament, og vi vil fortsat styrke vores indsats i dialog med kunderne. Tak til vores medarbejdere og ledere for engagementet og til de kunder, der har bidraget til rapporten med vigtige input.
Morten Jakobsen
Administrerende Direktør